For små to måneder siden var jeg en tur forbi optikeren. Jeg havde i flere år regnet med, at min svimmelhed og mine flakkende øjne skyldtes en anxious brain, men den antagelse måtte jeg gøre til skamme. 1.50- på det ene og 1.75- på det andet. Åbenbart er jeg nærsynet, og har vel været det længe!?

All in all – briller skulle der til. Jeg kan godt sige at det ikke er nogen særlig billig omgang, og slet ikke hvis man vil forsøge at se smart ud også. Derfor hoppede jeg på Sellpy, hvor jeg endte med at tilkøbe mig to brillestel, der lykkeligvis passede både mit fjæs og mit budget. Jeg endte med et Versace stel, og et andet fra Marc Jacobs: stor succes.

Når man, som mig, lægger vægt på sit visuelle udtryk, er det at skulle bære noget permanent, i midten af sit ansigt, lidt en skræmmende opdagelse. Jeg var mildest talt lidt bekymret. Ville mit udtryk ændre sig? Ville andres opfattelse af mig ændre måden, hvorpå jeg ser mig selv?

Der er ingen tvivl om at jeg hurtigt følte en trang til at udfylde brille-karakteren. Eller måske nærmere brille fantasien. Balancen mellem cute og sexet blev taget ud af ligningen. Nu var det enten eller. Hvilken stereotyp ville du være? Madonna/whore komplekset slår til endnu en gang, og måske endda før jeg nåede selv at opdage det.

Her var “the apps” min gateway ind i tankerne om den åbenlyse seksualisering og stereotyp af personer, der bærer briller. Her er to eksempler med beskeder fra henholdsvis Feeld og Tinder.

Disse kommentarer spiller på hver sin kmbs (kvinde med brille stereotyp). Hvor den ene beskæftiger sig med sexy sekretær/office lady/ bibliotekar hot, hvorimod den anden henvender sig til den klassiske school-girl/innocence. Schoolgirl- fantasien bygger på uskyld. Den gode pige. Er flittig og artig, laver sine lektier. Lystrer sin underviser. Sekretæren derimod, er forføreren. Den forbudte, men oplagte affære. Dog stadig underordnede, så hun kan afpresses til at holde tæt. 

Vi ser stereotyperne gang på gang i popkulturen. Begge fantasier bygger på magtforhold, hvor man kan anse udnyttelsen som værende en stor del af fantasien. At seksualiteten kan bruges i handlen/afpressningen mod en bedre karakter, eller en forfremmelse. En seksuel kapital. At den magt eller underkastelse i sig selv er pirrende. A patriarchal tale as old as time… 

Der skulle få klik til på min macbook for at det vrimlede frem med

visualiserede brille fantasier. “Glasses” er en kategori i sig selv på porno hjemmesiden xvideos. Er vi så indhyllede i fantasier som denne, at vi ikke engang stiller spørgsmålstegn ved den længere? Og for slet ikke at tale om seksualiseringen af handicap, da man jo går med briller for at se ordenligt, eller gør man?

Vi kan konkludere at begge kmbs’ere eller fantasier på hver sin måde er resultater af et problematisk, patriarkalsk, kapitalistisk og hierarkisk samfund, men mit umiddelbare ønske var at opfylde dem. Er det i sig selv problematisk? Hvordan kan man navigere i sine fantasier, i en så patriarkalsk kultur? Hvorfor dukker stereotyperne op i modebilledet og bliver de udnyttet eller er de empowering?

Big questions!

Work chic: The office Siren

Lad os starte et mere håndgribeligt sted. Vi har det seneste år or so set genoprejsningen af modefænomenet work chic. Denne stil, medsit uncasual work attire, tætsiddende silhuetter, tidsløse nuancer og ikke mindst brillen som forbundet accessory, bunder netop i den office siren stereotyp vi har set i popkulturen.

Når vi i dag refererer til denne stil, er det med slut 90’erne og start 00’ernes “workplace obsession” som indflydelse. Her var film som Secretary fra 2002, med til at udføre denne trope, med sit seksuelt indhyllede plot om et masochistisk forhold mellem the big scary boss man and the sexy secretary.

The Devil Wears Prada, fra 2006 er et andet eksempel på “the workplace obsession “. Her følger vi Andrea, den nyligt ansatte assistent på modemagasinet Runway. Andrea har ingen sans for mode, og opdager hurtigt at for at overleve i branchen skal man være både moderigtig, passe en størrelse 34 og ikke være bleg for branchens kynisme. 

Det er det især sekretær karakteren spillet af Gisele Bundchen, der med sit

helt ikoniske brillelook markerer filmens indflydelse på den work siren aesthetic, vi er vidne til i dag. Supermodellen spiller kun en birolle i filmen, og har oprindeligt ikke nogen indvirkning på filmens plot, men når vi i dag ser The Devil Wears Prada, er der ingen tvivl om at det er Gisele, der løber med opmærksomheden. 

Selvom filmen showcaser relevante problematikker fra modebranchen – og præstationskulturens arbejdsforhold i 2000’erne, så markere The Devil Wears Prada også tidens voldsomme skønhedsidealer, og dets tonedøve forhold til emner som tykfobi, overforbrug og den kulturelle elite. Derfor bliver det det visuelle vi tager med os, i forsøget på at abstrahere fra de problematiske elementer filmen byder os, når vi ser den i 2024.

Vi mener måske at vi kan løsrive looksene fra det de symboliserer, men er det overhovedet muligt?

I dag er det superstjerner som den amerikanske model Bella Hadid der har fået brillen og det strukturerede work attire til at boome all over pinterest og har medført at the office-look har et solidt greb om den vestlige internet-mode. Ikke en eneste trendygal har kunne komme udenom “geek chic’s” tilbagekomst.

I Bellas case, ser vi en klassisk ugly ducklingfortælling. I de første mange år af Bellas karriere levede hun i sin ældre søster Gigi Hadid’s skygge. Hadid søstrenes momager lagde mere støtte og energi i Gigis model karriere. Hun så fra starten et større potentiale i den umiddelbare skønhed hos Gigi. Bella Hadid blev på internettet stemplet som “the ugly sister” og medierne udstillede hende som sørgelig og uikonisk. 

Derfor er det, der i dag er blevet Bellas succes – The rise of the Underdawg! Efter et utal af skønhedsoperationer, en hårfarvning til det mørkere og et seriøst vægttab, opstod en revolution i Bellas popularitet. Bella Hadid er nu vores generations supermodel. Hun har en særligt darkness over sig fra tiden som bænkevarmer.

Med corona nedlukninger, klima krise, krig og utallige protester at forholde

sig til er vores generation blevet træt af det happy go lucky look, Gigi repræsenterede. Zoomers’ne afspejler sig i den rebellion, Bella symboliserer som the underdog. Hendes rigide tøjstil og hendes nærmest døde ansigtsudtryk er tiltalende for en gen z der er alt andet en tilfredse, men er Bellas uprising overhovedet rebelsk? Er Bella og geek chic tendensen ikke bare et pragteksempel på en kultur hvor tyndhed og det eurocentriske skønhedsideal har magten? At skønhed og sexappeal afgør din succes – hvilket i sidste ende også afhænger af kapital, for hvor mange har flere tusind dollars at kaste efter skønhedsoperationer.  Ser vi at Bella rent faktisk har brug for brillen. Før hendes transformation, hvor hun også bar briller, blev det stemplet som et tegn på at Bella ikke gik op i sit udseende. At hun ikke forstod, hvad der var smart. Men nu hvor Bella officielt er kåret som verdens smukkeste kvinde, vil vi alle gøre hende the geekness efter.

Dette er ingen prædiken. Jeg indrømmer at jeg uden tvivl, og endda med glæde, selv deltager i office chic tendensen. Jeg nyder det formelle attire fuldt ud, og det har så sandelig gjort familiemiddagen eller vagten på arbejde lettere, da det med work chic er nemt at se smart ud, uden at vække for meget opsigt. Sådan en, if you know, you know- situation. I like. Derudover er det jo også til dels convenient for mig, der lige har fået briller, at det går unnoticed hen. Hver gang jeg har fortalt nogen at jeg har fået briller, har de udtrykt over for mig, at de altså bare troede, jeg bar eyegear for fashion reasons.

Dette er heller ikke noget forsøg på kritik af Bella Hadid som sådan. Jeg synes blot det er vigtigt at reflektere over hvorfor vi forelsker os i tendenser, hvad de betyder og hvad vi i virkeligheden higer efter. Hvis jeg og Bella snakkede sammen, ville vi sandsynligvis ikke være langt fra hinanden på disse parametre. Forskellen er blot at hun er en global superstjerne, der influerer millioner af mennesker, og er med til at sætte dagsordenen. Dette medfører et ansvar, og vi kan kun ændre vores kultur, hvis vi påpeger den, forstår den og skaber en konstruktiv samtale omkring den. Så min opfordring herfra er at vi skal blive ved med at nyde mode og tendenser, men forblive nysgerrige, og udfordre moden og reflektere over den.

Hvis man er interesseret i yderligere kulegravning af the work chic aesthetic som pop kulturelt mode fænomen, har jeg linket til et dybdegående youtube essay der beskæftiger sig med “the geek chic aesthetic” helt fra dens oprindelse i mine anbefalinger. Derudover anbefaler jeg podcastepisoden “poptillæggets sextillæg”, hvor Maja Malou Lyse kommer med nogle relevante pointer om at navigere i sine seksuelle præferencer i et intersektionelt problematisk samfund.

Love Alva