For små to måneder siden var jeg en tur forbi optikeren. Jeg havde i flere år regnet med, at min svimmelhed og mine flakkende øjne skyldtes en anxious brain, men den antagelse måtte jeg gøre til skamme. 1.50- på det ene og 1.75- på det andet. Åbenbart er jeg nærsynet, og har vel været det længe!?

All in all – briller skulle der til. Jeg kan godt sige at det ikke er nogen særlig billig omgang, og slet ikke hvis man vil forsøge at se smart ud også. Derfor hoppede jeg på Sellpy, hvor jeg endte med at tilkøbe mig to brillestel, der lykkeligvis passede både mit fjæs og mit budget. Jeg endte med et Versace stel, og et andet fra Marc Jacobs: stor succes.

Når man, som mig, lægger vægt på sit visuelle udtryk, er det at skulle bære noget permanent, i midten af sit ansigt, lidt en skræmmende opdagelse. Jeg var mildest talt lidt bekymret. Ville mit udtryk ændre sig? Ville andres opfattelse af mig ændre måden, hvorpå jeg ser mig selv?

Der er ingen tvivl om at jeg hurtigt følte en trang til at udfylde brille-karakteren. Eller måske nærmere brille fantasien. Balancen mellem cute og sexet blev taget ud af ligningen. Nu var det enten eller. Hvilken stereotyp ville du være? Madonna/whore komplekset slår til endnu en gang, og måske endda før jeg nåede selv at opdage det.

Her var “the apps” min gateway ind i tankerne om den åbenlyse seksualisering og stereotyp af personer, der bærer briller. Her er to eksempler med beskeder fra henholdsvis Feeld og Tinder.

Disse kommentarer spiller på hver sin kmbs (kvinde med brille stereotyp). Hvor den ene beskæftiger sig med sexy sekretær/office lady/ bibliotekar hot, hvorimod den anden henvender sig til den klassiske school-girl/innocence. Schoolgirl- fantasien bygger på uskyld. Den gode pige. Er flittig og artig, laver sine lektier. Lystrer sin underviser. Sekretæren derimod, er forføreren. Den forbudte, men oplagte affære. Dog stadig underordnede, så hun kan afpresses til at holde tæt. 

Vi ser stereotyperne gang på gang i popkulturen. Begge fantasier bygger på magtforhold, hvor man kan anse udnyttelsen som værende en stor del af fantasien. At seksualiteten kan bruges i handlen/afpressningen mod en bedre karakter, eller en forfremmelse. En seksuel kapital. At den magt eller underkastelse i sig selv er pirrende. A patriarchal tale as old as time… 

Der skulle få klik til på min macbook for at det vrimlede frem med

visualiserede brille fantasier. “Glasses” er en kategori i sig selv på porno hjemmesiden xvideos. Er vi så indhyllede i fantasier som denne, at vi ikke engang stiller spørgsmålstegn ved den længere? Og for slet ikke at tale om seksualiseringen af handicap, da man jo går med briller for at se ordenligt, eller gør man?

Vi kan konkludere at begge kmbs’ere eller fantasier på hver sin måde er resultater af et problematisk, patriarkalsk, kapitalistisk og hierarkisk samfund, men mit umiddelbare ønske var at opfylde dem. Er det i sig selv problematisk? Hvordan kan man navigere i sine fantasier, i en så patriarkalsk kultur? Hvorfor dukker stereotyperne op i modebilledet og bliver de udnyttet eller er de empowering?

Big questions!

Work chic: The office Siren

Lad os starte et mere håndgribeligt sted. Vi har det seneste år or so set genoprejsningen af modefænomenet work chic. Denne stil, medsit uncasual work attire, tætsiddende silhuetter, tidsløse nuancer og ikke mindst brillen som forbundet accessory, bunder netop i den office siren stereotyp vi har set i popkulturen.

Når vi i dag refererer til denne stil, er det med slut 90’erne og start 00’ernes “workplace obsession” som indflydelse. Her var film som Secretary fra 2002, med til at udføre denne trope, med sit seksuelt indhyllede plot om et masochistisk forhold mellem the big scary boss man and the sexy secretary.

The Devil Wears Prada, fra 2006 er et andet eksempel på “the workplace obsession “. Her følger vi Andrea, den nyligt ansatte assistent på modemagasinet Runway. Andrea har ingen sans for mode, og opdager hurtigt at for at overleve i branchen skal man være både moderigtig, passe en størrelse 34 og ikke være bleg for branchens kynisme. 

Det er det især sekretær karakteren spillet af Gisele Bundchen, der med sit

helt ikoniske brillelook markerer filmens indflydelse på den work siren aesthetic, vi er vidne til i dag. Supermodellen spiller kun en birolle i filmen, og har oprindeligt ikke nogen indvirkning på filmens plot, men når vi i dag ser The Devil Wears Prada, er der ingen tvivl om at det er Gisele, der løber med opmærksomheden. 

Selvom filmen showcaser relevante problematikker fra modebranchen – og præstationskulturens arbejdsforhold i 2000’erne, så markere The Devil Wears Prada også tidens voldsomme skønhedsidealer, og dets tonedøve forhold til emner som tykfobi, overforbrug og den kulturelle elite. Derfor bliver det det visuelle vi tager med os, i forsøget på at abstrahere fra de problematiske elementer filmen byder os, når vi ser den i 2024.

Vi mener måske at vi kan løsrive looksene fra det de symboliserer, men er det overhovedet muligt?

I dag er det superstjerner som den amerikanske model Bella Hadid der har fået brillen og det strukturerede work attire til at boome all over pinterest og har medført at the office-look har et solidt greb om den vestlige internet-mode. Ikke en eneste trendygal har kunne komme udenom “geek chic’s” tilbagekomst.

I Bellas case, ser vi en klassisk ugly ducklingfortælling. I de første mange år af Bellas karriere levede hun i sin ældre søster Gigi Hadid’s skygge. Hadid søstrenes momager lagde mere støtte og energi i Gigis model karriere. Hun så fra starten et større potentiale i den umiddelbare skønhed hos Gigi. Bella Hadid blev på internettet stemplet som “the ugly sister” og medierne udstillede hende som sørgelig og uikonisk. 

Derfor er det, der i dag er blevet Bellas succes – The rise of the Underdawg! Efter et utal af skønhedsoperationer, en hårfarvning til det mørkere og et seriøst vægttab, opstod en revolution i Bellas popularitet. Bella Hadid er nu vores generations supermodel. Hun har en særligt darkness over sig fra tiden som bænkevarmer.

Med corona nedlukninger, klima krise, krig og utallige protester at forholde

sig til er vores generation blevet træt af det happy go lucky look, Gigi repræsenterede. Zoomers’ne afspejler sig i den rebellion, Bella symboliserer som the underdog. Hendes rigide tøjstil og hendes nærmest døde ansigtsudtryk er tiltalende for en gen z der er alt andet en tilfredse, men er Bellas uprising overhovedet rebelsk? Er Bella og geek chic tendensen ikke bare et pragteksempel på en kultur hvor tyndhed og det eurocentriske skønhedsideal har magten? At skønhed og sexappeal afgør din succes – hvilket i sidste ende også afhænger af kapital, for hvor mange har flere tusind dollars at kaste efter skønhedsoperationer.  Ser vi at Bella rent faktisk har brug for brillen. Før hendes transformation, hvor hun også bar briller, blev det stemplet som et tegn på at Bella ikke gik op i sit udseende. At hun ikke forstod, hvad der var smart. Men nu hvor Bella officielt er kåret som verdens smukkeste kvinde, vil vi alle gøre hende the geekness efter.

Dette er ingen prædiken. Jeg indrømmer at jeg uden tvivl, og endda med glæde, selv deltager i office chic tendensen. Jeg nyder det formelle attire fuldt ud, og det har så sandelig gjort familiemiddagen eller vagten på arbejde lettere, da det med work chic er nemt at se smart ud, uden at vække for meget opsigt. Sådan en, if you know, you know- situation. I like. Derudover er det jo også til dels convenient for mig, der lige har fået briller, at det går unnoticed hen. Hver gang jeg har fortalt nogen at jeg har fået briller, har de udtrykt over for mig, at de altså bare troede, jeg bar eyegear for fashion reasons.

Dette er heller ikke noget forsøg på kritik af Bella Hadid som sådan. Jeg synes blot det er vigtigt at reflektere over hvorfor vi forelsker os i tendenser, hvad de betyder og hvad vi i virkeligheden higer efter. Hvis jeg og Bella snakkede sammen, ville vi sandsynligvis ikke være langt fra hinanden på disse parametre. Forskellen er blot at hun er en global superstjerne, der influerer millioner af mennesker, og er med til at sætte dagsordenen. Dette medfører et ansvar, og vi kan kun ændre vores kultur, hvis vi påpeger den, forstår den og skaber en konstruktiv samtale omkring den. Så min opfordring herfra er at vi skal blive ved med at nyde mode og tendenser, men forblive nysgerrige, og udfordre moden og reflektere over den.

Hvis man er interesseret i yderligere kulegravning af the work chic aesthetic som pop kulturelt mode fænomen, har jeg linket til et dybdegående youtube essay der beskæftiger sig med “the geek chic aesthetic” helt fra dens oprindelse i mine anbefalinger. Derudover anbefaler jeg podcastepisoden “poptillæggets sextillæg”, hvor Maja Malou Lyse kommer med nogle relevante pointer om at navigere i sine seksuelle præferencer i et intersektionelt problematisk samfund.

Love Alva

Hey loves. Spring is around the corner, and so is coral!

Dette er noget af et kontroversielt hot take kommende fra en dark knight dummo girl, der ellers er tilhænger af monochrome black, men ikke desto mindre mener jeg det helt ned i tæerne. Jeg er blevet forelsket i koral! Om det så forbliver i detaljen eller det ender med at gå full blown koral og neon, så er jeg ikke i tvivl om at det blive årets varme måneders craze. Can’t wait, så jeg måtte bare dele min koral glæde!

Efter mange års douche farvepaletter, når det endelig skulle være, er jeg klar til the freshest of the fresh. De her flowy, strålende, coachella-fremkaldende farver er ikke til at slippe ud af syne, og det er jo hele pointen, at det skal være loouud, mesmerizing! Min helt egen yndlingsfarve er den her lidt orange-pink/neon koral. Den er bare helt særlig og hver gang jeg støder på noget som helst i den farve bliver jeg helt betaget. Opleves som et ægte pang, right in the heart.

Dette luftige og legende udtryk bringer den helt rigtige 2010’s tilfredshed frem i sindet, so let your inner child play. Mermaids? Peacocks? Feather creatures? Excited to se all kinds of coral/neon looks this summer/spring!

Så lad os kaste glamour ind i krisen og embody de døende koralreve. Lad det skrige af ignorance!

Jeg har her lavet nogle inspo-edits, enjoy

Love Alva

Hvad vil det sige at være dude? Mentaliteten hos denne type ungdommelige masku-figur har altid, på en og samme tid, været mig en gåde og en fascination. Noget ved det lidt mindre voksne, og derfor lidt blødere og mere omformelige menneske har haft min interesse. Det var efter et casual re-watch af Sein’s doku fra 2019 “Se mig når du sover”, at tanken om et dude mindset strejfede mig igen. Dokumentaren vækkede en iboende misundelsesfølelse i mig. Tanken om en mere forsimplet og grinagtig tilværelse var så tiltrækkende, at det på en eller anden mystisk måde ikke længere virkede tilfredsstillende nok bare at date mig til denne verdensopfattelse. Jeg fik lyst til en drastisk karakterdrejning. Jeg fik lyst til at iføre mig dudens nonchalant-slatne tilgang til egen eksistens, som jeg oplevede karaktererne i dokumentaren(Fredrik og David) var i besiddelse af.

I dokumentaren følger vi omdrejningspunktet: unge mænd i færd med at udarbejde og udgive sårbart og personligt indhold med stor navle-pillende interesse. Dog har de alligevel en utrolig afslappet tilgang til projektet og virker til dels upåvirkede af dét at udgive sig selv og være det centrale element for sig selv og andre i både en professionel, kunstnerisk og social kontekst. Disse unge mennesker er på et tydeligt spædt trin i deres personlige udvikling, men udviser sjældent en tvivl eller bekymring for, om den er værd at dele med verden. Jeg opfatter både dette som en styrke og som et fravær af blufærdighed, men også som en form for selvopslugt måde at kommunikere med verden på.

Dette passer perfekt ind i mit billede af den gængse dude. En person der måske umiddelbart ikke kan tilskrives nogen særlig evne eller form for karakteristika, men så alligevel formår at være omdrejningspunkt i sin opfattelse af sig selv, og derfor har muligheden for at overbevise andre om vigtigheden af samme omdrejningspunkt. Endda som oftest uden selv at være klar over brugen af denne metode. De er umættelige, utrættelige og ustyrlige, og disse typers handlinger kommer sjælden til stor konsekvens, i hvert fald ikke for dem selv, men nok snarere for dem omkring sig. Med det sagt indeholder duden også positive elementer af ubekymrede tankemønstre, og underholdende adfærd, der kan gøre en dude til en ekstremt behagelig person at omgive sig med, og kan gøre disse typer af mennesker efterstræbelsesværdige.

Det er nok også værd at udpensle at der her ikke, for mig, er tale om en direkte kønnet opfattelse af begrebet “dude”, men at jeg uden tvivl tillægger det en maskulin association, da det oftest er i drenge og mænd, jeg har mødt dude mindsettet.

Min tese på denne opdeling kunne være en mangel på eller delvist fravær af krav og forventninger, men jeg er ikke i tvivl om, at dette kun kan være noget af sandheden. Så hvad er egentlig en dude? Og hvorfor forsøger jeg (og måske andre piger/kvinder) ihærdigt at holde denne titel så tæt ind til kroppen ?

New York Gossip og politiske dudes

Termen “dude”, er muligvis en di revision af ordet “doodle” der opstod i det syttende århundrede . Vi støder første gang på ordet “dude” i den amerikanske trykte presse i 1880’erne. I populær forståelse blev ordet “dude” det nye ord for det amerikanske term “dandy” – “an extremely well-dressed male”, altså en mand der tillagde  udseende og fremtoning en udtalt vigtighed. I slut 1800-tallet og start 1900-tallets New York fandtes det såkaldte Cafe society. Dette var en gruppering af aristokratiske unge mænd, der mødtes på byens cafeer og restauranter for at fremvise sig selv og diskutere mode og kultur. De holdt store glamourøse fester og blev ofte omtalt i tidens tabloider. De var, hvad vi i dag kender som socialites , og det var i denne sammenhæng, at ordet “dude” først blev brugt. Den mest kendte af disse socialites var Evander Berry Wall, der i sin tid fik tilnavnet “King of the dudes” i 1880’ernes New York.

En dude var altså en mand af fornemmeste klasse og med stor evne til at tiltrække sig opmærksomhed gennem sin pompøse påklædning og fremtoning. Disse dudes undgik dog ikke kritik, hverken fra pressen eller pøblen. Flere skriverier kritiserede duden for at være overfladisk og ude af stand til at føre intellektuel samtale. En dude var en i virkeligheden uinteressant karakter i en flot indpakning. Hvilket for øvrigt ikke er langt fra den type kritik nutidens socialites, influencere møder.

Vi ser her i eksemplet fra den amerikanske avis Chicago Tribune med artiklen “The Genus “Dude” in All His Manifestations of Gourges Idiocy”. Denne ret interessante artikel fra 1883 anlægger både en positiv opfattelse af de New York’ske dudes og en mere kritisk tilgang til de unge aristokratiske mænd. Jeg hæftede mig specielt ved statement’et ”they have no end of fun”. Det bekymringsfrie liv var simpelthen legemliggjort gennem dudes’ne fra New York, til både stor misundelse og forargelse fra proletariatet.

I andre dele af Nord Amerika blev dudes’ne fra New York kritiseret for deres manglende viden og forståelse for livet udenfor storbyen, hvilket førte til, at begrebet dude senere fik sig en anden betydning: “well-dressed man who is unfamiliar with life outside a large city”.

Når man tænker på ordets betydning i dag harmonerer denne forståelse af ordet fra start 1900-tallet delvist med min beskrivelse af den moderne dude. Altså som en person der er opslugt af sin egen tilværelse og ikke er specielt opmærksom på verden udenfor vedkommendes egen sfære. Dette trods en generel let adgang til Information om verden omkring dem. Der er klart, som i så mange andre tilfælde, et element af privilegieblindhed i dudens adfærd – og det har der stort set været fra staten af ordets oprindelse. Både i den moderne og den historiske dude er der et privilegium i karakterens Mindlessness.

Termen ”dude” florerede videre og er gennem tiden blevet adopteret og omformet af mange forskellige kulturer. På et tidspunkt forsøgte man sig sågar med en feminin version med ordet ”dudette”. Dette hang dog ikke ved, da begge termer igennem midten af 1900-tallet mistede sin popularitet og først blev genoptaget i 1960’ernes surfer miljø. Yeah, you guessed it: ”surfer dude”! Her blev ordet første gang brugt nogenlunde, som vi kender det i dag, altså som en forholdsvis neutral omtale af en anden person. Efter at have været et smut forbi surfer kulturen, bliver udtrykket ”dude” et generelt mere neutralt og mainstream ord, der kunne bruges af de fleste og ikke tilhørte et bestemt miljø.

Det er først i slutningen af det 20. og starten af det 21. århundrede, at ordet dude bliver forbundet med den lidt for afslappet og ret så uorganiserede mand. Et godt eksempel på dette er hovedkarakteren ”the dude” i Joel og Ethan Coens film ”The Big Lebowski” fra 1998. Her er hovedkarakteren fremstillet som et dovent pothoved, hvis største aktivitet i livet er bowling. Filmen blev en stor succes, og gennem dens fandom opstod den moderne religion ”dudeism”, som er inspireret af The Big Lebowski’s hovedkarakter. Selvom religionen ikke er specielt udbredt, er den et bevis på, hvordan filmen har været med til at omforme og sætte sit præ på forståelsen af ordet dude.

I 2019 brugte Boris Johnson ordet ”Dude” som akronym for The Conservative party’s lederskabs kampagne. I hans første lederskabs tale brugte Johnson ordet dude som en forkortelse i reference til: Deliver Brexit – Unite the country – Defeat Jeremy Corbyn – Energize the country.

Ordet relaterer på mange måder godt til Boris Johnson som premierminister. Lad os bare sige, at overvinde Jeremy Corbyn var det eneste af de løfter, Johnson kunne holde. Under hans regeringstid blev han flere gange afsløret som en alt for festglad leder, med en større eller mindre grad af storhedsvanvid. Efter et fejlet brexit-projekt og premierministerens partygate-sager rullede pressen og ministerrokaderne. Ifølge oppositionen havde sagerne afsløret premierministerens anløbne moral og lemfældige omgang med sandheden. Sandheden af disse anklager kan muligvis ikke afvises, ikke engang af Johnsons tilhængere. Efter i alt 59 ministeropsigelser, fire opsagte politiske rådgivere og adskillige anklager om ringe dømmekraft og umoralske politiske beslutninger meddeler Johnson sin afsked til det konservative parti og udtaler sig, at han er; »umådeligt stolt« over det, han har fået gennemført som regeringschef. Ikke nok med at Johnson endte med en særdeles nødvendig, og delvist tvungen, håndklædekastning, så blev det også et pinligt tilbagetog fra hans tidligere udtalelser som for eksempel, at han havde til hensigt at forblive premierminister til midt i 2030’erne.

Hvis det ikke er en selvopslugt fyr uden sans for rigets bedste, så ved jeg ikke, hvad er. Johnson er et pragteksempel på direkte misbrug af dude energy, men besiddelsen af den, kan jeg vidst ikke afvise. Jeg ved ikke om uhæmmede festlige sammenkomster i sig selv er dude, men når embedsmænd fylder kufferter med vin og fester til den lyse morgen i Downing street 10 midt under lockdown, lugter det langt væk af afslørede forsøg på at skabe nye røverhistorier. Thats the dude of downing street!

To sum up: Caffe society, Evander Berry wall, 1960’s surfer dudes, The big Lebowski og Boris Johnson- The dude of Downing Street.

Where do we go from here?

Efter at have kigget på duden med en mere historisk og objektiv tilgang er det på tide at komme tilbage til mit eget navlepilleri.

Dude energy/Penis Envy – en freudiansk drejning

Efter dokumentaren havde sat mine dude-drømme i gang, konsulterede jeg med min veninde Vigga. Jeg opdagede, at jeg ikke var ene om glorificeringen af the simple dude life. Det ledte os til en øjenåbnende snak om misundelse.
Vi havde begge en indgroet forståelse af, at den adfærd vi så i dokumentaren ikke ville være mulig for os at eftergøre. Også selvom vi begge så tydelige kvaliteter i den, og under særlige omstændigheder også havde oplevet den  på egen krop. Disse ret dybdegående oplevelser af misundelse ledte mig til at tænke på en af Freuds mest omdiskuterede teorier. Teorien om penis envy, eller på dansk, penis-misundelse. Freud opstillede et form for point of no return for kvindelig seksualitet/identitet og selvforståelse. Ja, på dette tidspunkt var man ikke endnu nået til adskillelsen af seksualitet og kønsidentitet, miv L.Freud mente, at i enhver kvindes opvækst vil hun stå overfor erkendelsen af ikke at have en penis, og at dette er skelsættende for enhver kvindes vej til accept af sine givne vilkår. Erkendelsen er en kvindes mulighed for at opfylde den kvindelige rolle og acceptere, at hun ikke har muligheden for at opnå ”mandlige” kvaliteter.
Det skal siges, at denne teori ikke er bygget på baggrund af data, og at den i høj grad er præget af Freuds personlige forhold til kønsidentitet og seksualitet, hvilket også er en af grundene til, at hans teori har mødt stor kritik både i hans samtid og efter hans død.
Med det sagt, syntes jeg absolut også, at nogle af Freuds pointer om penis envy kan overføres til min egen oplevelse af misundelse af det mandlige køn og dets udstrækninger. Jeg husker ikke noget skelsættende øjeblik i min barndom, hvor jeg som sådan oplever fraværet af en penis på min egen krop, men jeg genkender misundelsen af mulighederne tilgængelige for mænd, som jeg fra en tidlig alder erkendte ikke var acceptable for mig at udføre. Det er den samme misundelse jeg sidder tilbage med, når jeg kigger på en vaskeægte dude. I dudes frisættes en kraftfuld energi, vi nok alle i højere eller mindre grad besidder, men i mange af os undertrykkes den måske? 
Den mægtighedsfølelse der strømmer igennem kroppen, når man har høj energi. Når man pumper derudaf. Når man siger noget pisse fucking sjovt, og hele ens verden griner. De øjeblikke når man ikke er til at skyde igennem af total overvældelse over egen præstation, hvor man intet behøver fra omverdenen, hvor man ikke får behovet for at spørge om lov først. De momenter er sprængfyldt med ”dude”, og efter min opfattelse, ved første observation, maskulin energi.

Jeg spurgte mig selv : Tænk hvis denne energi kunne videreføres til flere aspekter af mit liv? For mit eget vedkommende oplever jeg kun dude energy i korte momenter, hvor jeg ekstraordinært giver slip på mig selv. Som regel i selskab med alkohol, et specielt outfit eller utroligt trygge rammer. Desuden rammes jeg som oftest af moralske tømmermænd på bagkant af en af disse dude-episoder. Jeg rammes med følelsen af at have taget mig for meget plads, udgivet mig for at være noget, jeg ikke er. Denne skam afholder mig fra et lade min umiddelbare og uforbeholdne energi skinne igennem, og det er jo ærgerligt, for det er som oftest i netop det umiddelbare, vi mærker hinanden bedst. At ”jeg’et” kommer til skue for andre- hvis vi skal tage Freuds ord for det.

Jeg forelagde Vigga disse overvejelser i vores samtale. Det vi følte os misundelige på var den dude energy, nogle mennesker bekymringsfrit bærer rundt på. Mennesker der ikke var os. Men kunne det blive os? Er det muligt at bevæge sig væk fra Freuds rigide forståelse om, hvem der har muligheden for at påføre sig selv specifikke energier, kan det blive tilgængeligt for alle? Og kan vi udføre sådan et skift med vores identitet i behold? Dette ledte os til eksperimentet og manifestet.

Eksperimentet – The dude manifest
Det skal tydeligt forstås, at mit budskab her ikke er, at nogen skal opføre sig mere som en mand. Hverken for at opnå mere eller blive noget andet. Mit budskab er, at vi skal tage allerede eksisterende strukturer og muligheder og omforme dem til vores egne. Det skal blive brugbart for alle at påføre sig dude energy i højere eller minde grad, sådan som det passer individet og det fællesskab, det indgår i.

Vi har alt for ofte hørt læresætninger som “date like a man” og oplevede andre elementer af girlbossing, hvilket jeg finder dybt problematisk, men det er et helt andet post. Det er tanker som disse, jeg ønsker mig, at vi kan bevæge os væk fra. Jeg synes vi skal udnytte muligheder uden at lade det definere os. Sørge for at energier kan åbnes op og benyttes af alle, på individuel vis. Jeg har derfor de seneste par måender eksperimenteret med mig selv for at opnå mere dude energy.

Så hvordan? Hvilke solutions har vi at arbejde med?

Jeg har for at forsimple det lidt kogt nogle dude activities ned til 5 punkter som inspiration til at skabe en mere dude energy-præget tilværelse:

• Dude hangout & dag1’ere
• Sloppiness/hot mess
• Streetstyle
• Crew
• Lingo

Dude energy: Guide & Solutions

Dude hangout & Dag1’ere:

Stærke fællesskabsfølelser er en af de ting, der efter min erfaring, kan være med til at fremprovokere dude energy. Det er et keypoint for mig at omgive mig med gode relationer, for at the dudeness kan opstå.

Det er dog heller ikke ligegyldigt, på hvilken måde man er social. Jeg oplever mest en dude effekt, når jeg ses sådan lidt uplanlagt og afslappet med folk, jeg kan lide. Selvom det kan være skønt at planlægge i god tid at sætte sig sammen over en kop kaffe, så ender det som oftest med, at man sidder og kommunikerer helt intenst i 2 timer, og så går man hver til sit og der går måske en måned, før man ses igen med samme trommerum. Det kan til tider føles opslidende. Derfor er the dude hangout den intense cafeturs diametrale modsætning.

Ja altså en dude hangout: Det er at være sammen lidt i tykt og tyndt. Det kan være at sidde på en bænk og stene over en spand humus. Når man læser dagens aviser uden at sige et kvæk til hinanden. At hænge ud sammen en hel dag, mens man ordner ærinder og får praktiske ting gjort. Eller at man fester sammen hele natten og glor tv sammen hele dagen efter.

På den måde kan en dude hangout næsten bestå af hvad som helst. Dog kræver det noget så dejligt som en eller flere dag1’ere. Her er jeg godt klar over, at essensen af begrebet dag1’er er, at man har kendt vedkommende siden dag et. Altså siden man var helt lille, eller måske siden man startede i skole. Dette syntes jeg dog er urealistisk for alle at opnå, og jeg finder det utrolig trist, hvis vi ikke alle sammen kan få lov til at skabe nye dag1’ere, as we go on in life. Derfor har jeg valgt at bøje lidt på forståelsen af ordet, så det er passende for det, jeg prøver at forme. Så dine dag1’ere er en form for tilfældige soulmates. Nogen du føler dig tilpas omkring, nogen hvor du ikke behøver at forklare dig selv for meget, they just get it. Eller som Papa E så enkelt selv beskriver det i hans tekst til nummert ”Ikk dig”:

”Hvor er alle mine dag 1ere?
Dem som mine forældre skriver til
Nå de gerne vil vide hvor jeg er henne
Dem jeg gerne vil dø med
Jeg vil hellere være med dem”

For mig er dag1’erne dem, jeg kan regne med. Dem der dukker op, og dem jeg ikke skal bekymre mig om aldrig at se igen, hvis jeg skulle glemme at spørge. Netop derfor er dag1’ere vigtige for en dude hangout. Det er dem, du orker at være sammen med, selvom det måske ikke er dagen, hvor du viser dig fra din bedste side, men det ved de, og det gør det helt okay at være lidt sloppy. Jeg har både de dag1’ere jeg har kendt i flere år, og dem jeg først er stødt på for nyligt. For mig er det ene ikke skønnere end det andet. Det handler vel et eller andet sted om at have en form for fælles opfattelse eller standpunkt i life.

Sloppiness/hot mess:

Med et mere duded mindset kan ens hverdag altså også blive en del mindre kompliceret. Da jeg begyndte at praktisere dude energy blev mine krav til mig selv skruet en anelse ned, og det var tiltrængt.

For eksempel plejer jeg at skælde mig selv ud over, hvilket rod der forekommer på mit værelse, hver gang jeg skal ud ad døren. Jeg kan til tider blive helt vildt frustreret over min manglende selvdisciplin, og når jeg kom hjem eller fik gæster, oplevede jeg det som værende pinligt, at alle mine ejendele lå hulter til bulter. Jeg har altid følt mig en tand for kaotisk og har gennem mit liv forsøgt at mindske det med at kontrollere ting til en nogle gange anstrengende grad.

Her kunne jeg nu, med dude mindsettet, overbevise mig selv om, at det er hot at have alle mine fede gadgets liggende rundt omkring, og at det er totalt menneskeagtigt at rode på sit værelse. Cus like a real dude I wont mind the messiness.

Dude mindsettet gav mig mulighed for at give lidt slip på tanken om at være perfekt eller i så fald udvidede min forestilling om, hvad perfekt kan være. Hvis jeg kan få det til at føles godt ved at fortælle mig selv, at det jeg gør, bare er totalt dude, så kan det vel også være godt nok.

Helt generelt har jeg forsøgt at omfavne min egen messiness. Jeg opdagede blandt andet også, at kage kan fungere super godt som madpakke, at sweatpants sagtens kan gå i offentligheden, og øvet mig i at forstå, at det ikke er jordens undergang, at jeg sagde noget usammenhængende eller ikke gav det helt pletfri førstehåndsindtryk. At der ikke er nogen skade sket ved at have en dag, hvor man bare ikke behøver at gøre noget stort ud af sig selv.

Jeg har i min process mod at frigøre min indre dude lært noget om at stille færre krav til mig selv. Og det har været positivt. Der er noget befriende ved ikke at tage sig selv for seriøst. Selvom jeg kan syntes det er svært, og jeg godt er klar over, at det er noget jeg skal øve mig i på flere måder, så har det været et startskud at have dude mindsettet i baghovedet i mange hverdagssituationer.

Streetstyle:

At dresse up er noget af det, der giver mig et kick of joy, når ting kan være lidt stenet. Derfor er min nummer 1 løsning, når jeg skal fremkalde en følelse at klæde mig efter det, jeg gerne vil opleve. Dette er ingen undtagelse i dude manifestet. Ikke at jeg bryder mig om at gå i baggy jeans og t-shirt, jeg synes ikke, det behøver at være så simpelt oversat. Dog ville jeg stadig gerne inddrage et element af dude sloppiness, når jeg har klædte mig på. Jeg har derfor undersøgt, hvordan jeg kunne skabe et mere slattent og streetet look, som ville fungere for mit udtryk og afspejler de ting, jeg synes er cool.

Når jeg har klædt mig efter dude energy er mine nøgleord harsh & fresh. Det er blevet interessant for mig at være street en gang i mellem, det giver netop et friskt pust og en sej tøs at deale med. Noget der er easy going og simpelt, uden at være kedeligt. A little unpurposely on purpose! Desuden er min udgave af en mere duded style perfekt til vinteren med mulighed for lag på lag, og med en hood på alt!

Her er hvad der har været nogle af mine favoritter denne vinter indtil videre, plus et par moodboards:

• Bomber jakke
• Skjorte under t-shirt
• All black
• Zip hoodie + lille nederdel combo
• Nitter, kæder, studs og bling – stor fyr går ingen steder uden lidt bling
• Hoops + kæmpe skjorte combo
• Biker chic boots
• Messy hair & overnight mascara
• Sweats + boots combo
• Sort nylon strømpebuks
• Store rode tasker
• Bike assecory – mega street, mega dude
• Hue
• Track suite + trench coat combo
• Bæltetaske
• Shorts over pants

Crew:

Som nævnt tidligere har jeg opdaget, at fællesskab er ekstremt vigtigt for fremkaldelsen af dude energy. Her kan det at have noget at mødes om være en vigtig faktor. Det skaber en oplagt mulighed for at komme ud af de sædvanlige cafe dates, hvis der er et simpelt og klart fælles samlingspunkt. Det er ideelt i dude energiens udfoldelse at opfostre et crew. Dog kræver den slags fællesskab selvfølgelig et initiativ. Heldigvis kender jeg nogle mega seje mennesker, der er blevet virkelig gode til at tage netop den slags initiativ.

Mine to veninder startede i sommer en fodboldklub for venner og bekendte, eller hvem det ellers kunne friste(Amaze Cute Club/Community). Tanken var at skabe en bedre mulighed for at tilslutte sig et community. Så selvom klubben startede med et udgangspunkt i fodbold og det at mødes og spille sammen, var det startskuddet til dannelsen af et nyt crew. Et community med plads til at vokse i mange forskellige retninger. At man på mange måder ville kunne udnytte netværket socialt. Få relationer på kryds og tværs af de barrierer der, på gaden, opdeler os.

Dette er eksempel på et fællesskab, som giver mulighed for større fri bevægelse relationer imellem samtidigt med, at man kan danne sig en ide om, hvad det vil sige at være en del af et crew. Måske opdage hvor befriende og udtryksrigt det kan være.

 Jeg kan på dude manifestets vegne kun opfordre til at gribe muligheder som denne, og hvis de ikke lige er i syne så være med til at skabe dem. Det at skabe sig eller opdage, at man er en del af et crew, er ekstremt powerfull! Jeg har oplevet og set det som et klart og vigtigt element i dude energiens udfoldelse for mit eget vedkommende.

Et crew er et fælleskab og en følelse med rytme. Et crew skal ikke nødvendigvis bestå af ens dag 1’ere, men det skal holde en eller anden form for konsistent følelse af tryghed. Man skal, som med dag1’erne, kunne regne med at komme tilbage til crewet, også selvom det kan have taget sin tid.

Alt dette er for mig at se med til at udfolde os overfor hinanden og gør det muligt at åbne op for de uhæmmede dude energies, vi et eller andet sted gemmer på.

Lingo:
Som det sidste punkt i dude manifestet, vil jeg pointere at brugen af sprog er en ekstrem oplagt måde at udvinde energi på. Her er slang og selvopfundne forkortelser på toppen af listen over ting, der kan skabe et brugbart lingo. Med internt og udforsket sprog kan man gøre de mest simple menneskelivsopgaver og hverdagsagtige sætninger til en fornøjelse.
Netop på dette punkt synes jeg ikke at det giver mening at give en masse eksempler på mit eget dude language, da jeg oplever det som essentielt for sprogbrugen, at den er personlig og passer til den kreds af mennesker man vælger at omgås med. Det fungerer når den måde, man taler til hinanden på, er intern og tilpasset til crewet. Det kan være alt fra den måde man hilser på hinanden, til den måde man fortæller anekdoter på. Det hele kan inficeres med dude energy – så eksperimenter og udforsk endelig jeres fælles lingo!
Kælenavne er også en af de ting der er here to stay i dudens navn. Et godt

kælenavn kan sku opstå af næsten hvad som helst – og drop for øvrigt det der med, at de skal have noget med vedkommendes borgerlige navn at gøre. Det er simpelthen for stenet.
Hvis jeg skal tage et eksempel fra Sein dokumentaren, hvor der virkelig indgår mange forskellige kælenavne, så er min favorit klart ”Dud-Kringlebob”. Det at Semlali konsekvent kalder david for ”Dud-Kringlebob” er simpelthen et udtryk for en type venskabs-ormsorg, der kan charmere. Det kælenavn har en helt god kombination af ydmygelse og cuteness. Det er sådan en combi der kan gøre et kælenavn elite.

At last, everything has to come to an end… Og også The Dude Manifest.
Dette post har været længe undervejs, og har givet mig en masse nye overvejelser in the making. Jeg har absolut nydt det! Jeg ved der er masser af mere til dette emne, så hvis man er nysgerrig derude, kig endelig i min kildeliste under dette post. Jeg håber at flere har lyst til at udfordre sig selv til at manifestere noget mere dude energy, cus i for one had a blast!
Tøv endelig ikke med at involvere mig i jeres egne dude energy oplevelser og tankeeksperimenter – det vil kun fryde mig maximalt!
Love Alva

Dear Interweb – Velkommen til min blog!

Jeg vil bruge dette website til at dele mine funderinger og refleksioner over life & world via mine blog posts. Dette sker altid med mig selv som udgangspunkt, hvilket vil sige at denne blog er personlig og subjektiv. Det er her mit niche-self kommer til udtryk. Det er derfor også nichefascinationen jeg vil dykke ned i som det første med dette post.

Here we go:

Niche?

Så hvad mener jeg overhovedet med ordet niche, og hvorfor identificerer jeg mig med det? Ordet kommer af det latinske nidicare; ‘bygge rede’. En niche er et snævert eller en specifik del, af muligvis noget større. Det er et ord, der er blevet brugt af mig og om mig gennem størstedelen af min tilværelse, og jeg har nu adopteret det til at blive en del af min selvopfattelse. Jeg har altid forelsket mig i særprægede og konkrete emner over natten, og ladet det opsluge mig i nogen tid, indtil det næste indskud har ramt. Noget af det har sat sig fast, hvor andet af det måske ikke var værd at samle på, men overordnet set har det altid været spændende og udfordrende processer fyldt med excentricitet. Det har været med til at udfolde mig, og i visse tilfælde formet mig.

Derfor er jeg stor tilhænger af at dykke ned i specifikke tilstande, overvejelser, spørgsmål, udtryk og sammenhæng. Der er noget indædt cool ved fordybelsen og fascinationen, der kan opnås når man beskæftiger sig med nichen.

Selvfølgelig, som med alt godt, kan det overgøres og tage en form, der medfører negative effekter. Jeg er absolut ikke ubekendt med at en tilværelse, som min egen, er ekkokammer præget i høj grad, og jeg kan ikke slippe udenom at denne blog og meget andet af mit virke, afspejler dette.

Jeg vil dog forsøge på bedste vis at vende ekkokammer-effekten til min fordel og undersøge, om den ikke kan delvis ophæves, også igennem mine tekster og mit feltarbejde i forbindelse med mine posts.

Som oftest opdager man også, når man beskæftiger sig med nichen, at interessen, eller konceptet, i nichen kan relateres til et større perspektiv. Nogle gange ligger der invaderende problemstillinger og grænsesøgende selvopdagelser gemt bag små specifikke afkroge af den naturlige eller umiddelbare interesse.

Det kan også være fællesskabs-skabende, når man åbner op for brugen af niche-kultur. Når der er en intern forståelse, der kun gør sig gældende for de få, bliver mødet med den ligesindede intensiveret, og det kan gøre sådanne oplevelser ekstremt indtryksfulde og lærerige.

Desuden velkommer jeg også med glæde (og forbehold) indvendelser og oplysning fra dem der kunne have lyst til at smide en kommentar eller en besked til mig og mine posts. Samtale og diskussion udvider som udgangspunkt min horisont, og det tager jeg gerne imod.

Nietzsche?

Det var gennem en samtale med et herrebekendtskab, at jeg for nyligt første gang stiftede kendskab til den tyske filosof Freidrich Nietzsche. Bekendtskabet fortalte mig, på min befaling, at Nietzsche var hans yndlingsfilosof, og begyndte som det første at undskylde for sin fascination af ham. Det virkede til at hans frygt for, at jeg ville mistolke ham var stærkere end glæden ved selve Nietzsche. Dette fangede min opmærksomhed. Hvis Nietzsches (og bekendtskabets) dårlige ry bedst kunne afkræftes ved hjælp af at udpege hvad han ikke var, så går pointen om, hvad han var, måske egentligt tabt i galskaben?

Så selvom jeg intet, på daværende tidspunkt, rigtig kendte til Nietzsche, blev han i mit hoved et symbol på og et behov for at tale om, hvad noget ikke er, frem for at fremhæve, hvad noget i grunden er, og det mest væsentlige: Hvilke nuancer det har og hvorfor. Og det er jo retmæssigt rimelig ærgerligt.

Efterfølgende begyndte jeg at stille mig selv og mine venner det overvejende spørgsmål:” Is it niche, or is it Nietzsche?”, som en måde at undersøge, om denne dags overtænkning og filosofering var interessant og smuk refleksion, eller om det var ustyrlig overfokusering.

Derfor; når jeg stiller spørgsmålet “Is it niche or is it Nietzsche?”, spørger jeg egentlig, om noget er excentrisk, lidenskabeligt og elskværdigt eller om det er undskyldende, unuanceret og lider af mangel på indhold- eller bare hold. I denne opstilling af spørgsmålet forekommer niche som et jeg; det jeg, jeg ønsker at identificere mig med, og Nietzsche som en fastkørt tanketilstand jeg hellere end gerne vil undgå – en konklusion jeg ikke ønsker at komme frem til.

Dog vil jeg ikke uforbeholdt lade Nietzsche blive en hovedbrik i mit personlige synonym for ubetydelighed og perifer bortforklaring.

Jeg fandt på spørgsmålet, “navnet”, til denne blog før jeg valgte at dykke ned i Nietzsches filosofi og forfatterskab. Dette kunne tolkes som en stor fejl, men jeg fandt det meget passende (og underholdende) både på grund af det nyopfundet synonym eller den sammenligning, jeg lige har foregivet, men også fordi jeg nyder at beskæftige mig med filosofi og derfor ønsker at inkorporere det i min blog, derfor også i dets navn.

Desuden er det også på sin vis meget passende, at navnet på min blog er inspireret af en romantisk interaktion, da sex, køn og kærlighed er nogle af de emner, der bliver ved med at opsøge mit skriftlige arbejde.

Som tidligere nævnt er den Nietzsche, jeg fremstiller i bloggens navn ikke afspejlet af den virkelige Nietzsche eller hans filosofi. Det vil jeg gerne tydeliggøre. Alt andet ville være unuanceret af mig. Derfor linker jeg til nogle kilder, der giver indblik i den ægte Nietzsches liv og filosofiske tanker til slut i dette blog post, hvis nogen skulle være nysgerrige.

Jeg håber dog at kunne vende tilbage til Nietzsche og udfolde nogle af hans mange tvetydige filosofier, så vi kan få dét etableret, muligvis i et fremtidigt blog post.

Bloggens kerne

Nu er navnet og det største spørgsmål på plads, men hvad skal den her blog overhovedet gå ud på? Jeg må indrømme at jeg ikke er helt sikker på, hvilken retning de her skriverier kommer til at tage, men jeg kan sige så meget, at jeg her vil skrive om ting der forundrer mig og tage emner op, jeg synes er spændende eller relevante på den ene eller anden måde.

Jeg tager ofte i mine skriverier udgangspunkt i kulturelle fænomener, stil og trends, sociale og politiske spørgsmål eller personlige grublerier og oplevelser. Disse kan særdeles også opstå i combo-løsninger.

Jeg nyder at skrive i den her lidt essayagtige stil, men der er ingen tvivl om, at skrivestilen kommer til at forme sig efter emnerne undervejs, og det er blot en del af charmen. Nogle posts vil være en længere fornøjelse, mens andre mere vil komme til at være kortere opdateringer eller overvejelser.

Jeg har valgt at oprette bloggen, fordi mine skriverier for mig er vigtige og sjove refleksionsprojekter. Jeg ønsker at dele dem som min måde at udtrykke mig på og udvikle en stærkere personlig kommunikering med omverden. Jeg håber at mine posts kan være med til at vække interesse og samtale blandt dem, der læser. Og også helt fair at det ikke nødvendigvis er noget for alle. Jeg skriver denne blog, fordi det giver mig a spark of joy i min hverdag. Det er det vigtigste for mig i denne proces, at det føles godt at skrive og poste.

Love Alva